Hold nu kæft med at vi bare skal tænke positivt!

 Hold nu kæft med at vi bare skal tænke positivt!

Det læser og hører jeg oftere og oftere. Sidst jeg hørte det, blev der skældt ud på hele New Age bølgen, for at påstå at vi bare skulle tænke positivt og ignorere de negative følelser. Andre har argumenteret med, at vi da vil have lov til at være vrede, hvis vi er det.

Først må jeg sige at, jeg er fuldstændig enig i, at følelser ikke skal ignoreres. Dernæst tænker jeg hm … hvor og hvem anbefaler egentlig dette, for jeg kender dem ikke. Alle jeg har fulgt og læst, som anerkender at alt er energi og som anerkender at vores tanker har en indvirkning på os og vores omgivelser, siger ikke at vi skal ignorere vores negative følelser. Så du ved hvem jeg taler om kan jeg nævne: Bruce Lipton, Gregg Braden, Wayne Dyer, Louise L. Hay, Marianne Williamson, Michael Newton, Tony Robbins og mange flere.

Ingen af dem mener, at man skal ignorere ”negative” følelser.
Alligevel tror jeg, det er rigtigt, at mange er forvirrede omkring det at tænke positiv. Jeg hører tit at folk tror, at det er følelsen af afmagt/vrede/frustration, som de skal erstatte med positiv tænkning.

Det kan man ikke. Følelsers opgave er at blive følt og være i bevægelse. Hvis vi ikke føler dem, men undertrykker dem, bruger vi energi på at holde dem fast og nede, men da deres natur er bevægelse, vil de altid på et eller andet tidspunkt komme op, så er de bare meget voldsommere.

Så altså man kan IKKE erstatte ”negative” følelser med positive tanker. Man kan erstatte negative tanker med positive tanker. Og man kan ændre sine følelser.

Man skal føle sine følelser, men man skal ikke lade sine følelser tage styringen og bestemme, hvad man skal sige og hvordan man skal handle.

Alting hænger sammen og dine tanker har indflydelse på, hvilke følelser du aktiverer, som igen har indflydelse på din sindstilstand, som igen har indflydelse på de handlinger du vælger og som til sidst har indflydelse på resultatet.

Sidder du og tænker, at du kunne tænke dig et andet job, men at det er umuligt, fordi du er for gammel og dum og alt hvad du går i gang med ender galt. Ja så er der jo ikke noget at sige til, at du vil føle dig nedtrykt, sur, irritabel osv. Og du vil ende i sofaen eller sengen med Netflix og en pose slik og resultatet vil være, at du ikke finder et nyt arbejde.
Hvis du havde valgt/lært at tænke positivt, så havde du måske tænkt: ”Hmm jeg har brug for et andet arbejde, som udfordrer mig. Et arbejde hvor jeg kan bruge mine talenter og hvor jeg hver dag vil glæde mig til at skulle afsted. Hvad kan jeg gøre for at få det?” Det vil efterlade dig med energi til at finde ud af, hvordan du skal gribe situationen an og det vil hjælpe dig til at handle og sandsynligheden for at finde et nyt arbejde er helt klart meget større.

Inden næste eksempel vil jeg lige slå fast at alting er energi, dine tanker er energi og den energi vi sender ud i verden, finder en energi som den matcher og bringer det tilbage til os. Det er loven om tiltrækning. Hvis dine tankers energi bliver tilsat en følelse, får den endnu mere kraft.
De to stærkeste følelser er kærlighed og frygt. Og når vi ved at en tanke tilsat frygt, vil tiltrække mere af det vi frygter, er det vigtigt at vi selv bevidst styrer vores tanker.

Nyt eksempel:

På dit arbejde hører du et rygte der siger, at nu skal der fyres 10 % af medarbejderne. Først bliver du chokeret og tænker: ”Åh nej, kan det ske for mig?” Nu er der to mulige scenarier. Et hvor du er ubevidst om hvordan disse ting hænger sammen og et hvor du er bevidst om det.

  1. Eksempel:
    Du lader ubevidst din første tanke ”Åh nej, kan det ske for mig” efterfølge af lignende tanker, som ”hvis jeg mister mit job, mister jeg mit hus og jeg kan ikke få et nyt job i min alder” osv. Den benzin du hælder på dine tanker er frygt og det varer ikke længe inden du har det rigtig dårligt, er nervøs, bange, desperat. I den tilstand du nu er i, vil du ikke være god til at overskue situationen og vælge din næste handling. Du vil ikke tænkte klart og at dette måske slet ikke har noget med dig at gøre. Din fantasi tilsat dine frygtsomme følelser, vil tværtimod kunne betyde at du begynder at lave fejl på jobbet, mister koncentrationen og i værste fald virkelig mister dit arbejde.
  2. Eksempel:
    Du tænker igen “Åh nej, kan det ske for mig” og nu tager du bevidst Bare det at blive bevidst om situationen og hvordan tanker har indflydelse på følelser osv. gør at du som udgangspunkt er roligere. Så det første du måske gør, er at minde dig selv om, at 70 % af alt det vi bekymrer os om ALDRIG sker og de 30 % som faktisk sker, er i stor grad influeret af den energi, der er i de tanker og følelser, vi sender ud.
    Nu kan du tænke på dig selv som en advokat, der skal overbevise dig selv om, at alting altid løser sig. Husk på alle de gange, hvor det netop har løst sig på bedste vis. Det i sig selv vil tiltrække flere positive tanker og snart vil du føle dig godt tilpas igen og du vil få ideer, løsninger og muligheder. Din tilstand vil nu være fyldt med energi og kærlighed og du tænker måske, at du rent faktisk har lyst til andet job eller du føler dig så taknemmelig og glad for det job du har, at du arbejder ekstra godt og måske ender med en forfremmelse.

Har du lyst til at arbejde mere med dette og få yderligere hjælp til at føle følelserne, uden at de overtager styringen af dit liv? Hos mig får du redskaber som er tilpasset lige netop dig. Vi har nemlig alle brug for at blive set som den unikke person vi er, selvom vi har så meget tilfælles.

 

 

 

Be Sociable, Share!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*